Informationsskrift fra foreningen

Munkesøgård. nr. 4 Januar 1998

 

 

 

A k t u e l I n f o r m a t i o n

 

Nu lysner det

Den lange mørke tid hvor dagene blev kortere og kortere er forbi. Nu er solen vendt og det går igen med stormskridt mod lysere dage. Således går det i vort lille land og således går det også med vores fælles projekt. Nu lysner det...

 

 

Byggestyregruppe

Samarbejdet mellem de forskellige parter i projektet (de fem bogrupper, Roskilde Boligselskab og KAB) er blevet formaliseret, idet der er lavet en byggestyregruppe. Foreningen er repræsenteret af:

Ungdomsgruppen; Thomas Lejre,

Lejergruppen; Kenneth Karlsson,

Seniorgruppen; Aage Andersen,

Andelsgruppen; Lone Samuelsson,

Ejergruppen; Ann Rohde.

De fem er valgt af de enkelte bogrupper men er også ansvarlig overfor den samlede forening.

Byggestyregruppen holder møde hver tredie uge, næste gang 14. januar hvor temaet bliver teknikernes beregninger og hvilken retning de udstikker for projektet.

 

Andelsgruppe

Som et lyn fra en klar himmel kom der i November besked om at andelsgruppen havde fået kvote. Kvoten var dog betinget af at; Grundekøbsaftalen, lokalplanen og Skema A for andelsboligerne skulle godkendes i 1997. Efter 1½ måneds intenst arbejde lykkedes det at få det hele på plads og godkendt på Roskilde kommunes byrådsmøde onsdag den 17. december....

 

Grundekøbsaftale

Den endelige grundekøbsaftale er forhandlet på plads og underskrevet af alle parter (Ejergruppen, Andelsgruppen,

Roskilde Boligselskab og Roskilde Kommune). Aftalen er betinget af at blandt andet aftalen med RUC bliver underskrevet inden alt for længe. En grundekøbsaftale handler om utroligt mange andre ting end bare pris og der er blevet lagt meget arbejde i at få en god aftale i stand.

 

Vores bidrag til Landsforeningen Af Økosamfund's prisopgave Bæredygtig bosætning i det 21. århundrede er ved en ceremoni i Miljø/Energiministeriet blevet tildelt førstepræmien på 250.000 kr.

 

Prisopgaven blev udskrevet i sommer. Vi tog hul på diskussionen i det små på vores ferieuge på Roskilde Lille Skole, og i løbet af efteråret kom en lille prisopgave-gruppe på benene. Med bidrag fra Kaj Thingstrup, Mikkel Strange, Steen Solvang Jensen, Jette Hagensen og Inger Foldager blev vores besvarelse stykket sammen og indleveret den 1. november. Her følger dommerkomiteens betænkning:

 

Det økologiske bofællesskab Munkesøgård står umiddelbart foran sin realisering. Bofællesskabet skal opføres på en grund nær Trekroner Station ved Roskilde Universitet. Der foreligger lokalplan, og

kommunen har sat penge af til byggemodningen. Detailprojekteringen er sat i værk, ligesom samarbejdet med Roskilde Boligselskab sikrer en professionel byggestyring. Bofællesskabet kommer til at bestå af 20 andelsboliger, 20 ejerboliger, 20 almennyttige boliger, 20 almene seniorboliger og 20 almene ungdomsboliger, alle samlet i bogrupper lokaliseret om et fælleshus. Husene er i øvrigt placeret således, at bogrupperne åbner sig mod det fælles friareal og gården Munkesøgård, hvorfra der er frit udsyn over åbent landbrugsland.

 

I sin vurdering har dommerne lagt vægt på det grundige forarbejde, som gruppen bag Munkesøgård-projektet har lagt for dagen. Alt er der tænkt grundigt over, med lige stor vægt på det sociale og det tekniske. De bedste erfaringer fra bofællesskabsbevægelsen og de bedste erfaringer fra allerede opført byøkologisk byggeri forsøges forenet i det aktuelle projekt. Som ideerne tegner sig skal det sociale fællesskab understøtte en økologisk livsførelse - og omvendt. Fællesspisning, delebiler, børnehus, komposttoiletter, affaldsminimering og brug af vedvarende energi er alt sammen eksempler på teknologi, som forudsætter engagement fra beboernes side, og som omvendt understøtter fællesskabet i en socialt blandet gruppe. Her skal det understreges, at man i bofællesskabet vil

insistere på, at alle aldersgrupper hele tiden er repræsenteret.

 

Drømmen indbefatter hjemmearbejdspladser, grøntsagsdyrkning, fællesindkøb, børnepasning, m.v. i et moderne kommunikationssamfund med behov for transport, tele- og internetforbindelser. Derfor placerer man sig stationsnært og etablerer fælles telefon- og edb-net. Tilsvarende er man opmærksom på den rolle, som det æstetiske formudtryk spiller. Derfor har man allieret sig med professionelle arkitekter uden af den grund at give køb på brug af alternative byggekomponenter som jordsten, papirisolering, selvimprægneret træ, solvarmeanlæg og separationstoiletter.

 

Dommerpanelet erkender, at der ikke er noget egentlig nyt i Munkesøgård-projektet. Alt er i princippet set før. Det epokegørende ved projektet er, at bofællesskabet med sin etablering midt i hovedstadsområdet, tæt på Roskilde by vil komme til at fremstå som et realistisk og interessant alternativ til de mange traditionelle parcelhuskvarterer og tæt-lave bebyggelser, som også er under opførelse i området, uden de store tanker om ressourcekredsløb og socialt samvær. Som sådant vil Munkesøgård vække opmærksomhed langt ud over de kredse, der traditionelt beskæftiger sig med økologi og bæredygtigt byggeri.

 

Gid at Munkesøgård må blive et lysende eksempel på, hvor enkelt det kan gøres, og som sådan lette samfundet dets overgang til det 21. århundredes krav om bæredygtig bosætning.

 

Skrive-gruppen har bestemt sig for at anbefale at pengene bruges til noget, der er FÆLLES og SYNLIGT. FÆLLES for os alle og til glæde for hele Munkesøgård. SYNLIGT for alle også udefrakommende.

Foreløbig er der følgende forslag på bordet: Træplantning, især et større træ til et forsamlingssted, Udstillingslokale, Laden som fest og mødesal, Grøntsagskælder, Overdækning af gårdspladsen til fælles samlingspunkt, Masseovn og/eller Badstue i Munkesøgård, Kunst eller vartegn, Teaterscene med snoretræk, Undersøgelse af forureninger.

Til nogen af disse punkter kan vi evt. søge penge andre steder. Før vi tager den endelige beslutning er det måske værd at se hvor langt istandsættelse af gården kommer. Forslag kan formidles via bogruppens bestyrelsesmedlemmer. Måske er det værd at tage som punkt på et bogruppemøde til diskussion. Har du lyst til at eje en kopi af vores besvarelse, kan den erhverves ved at sende 20 kr (i frimærker) til Mikkel Strange, Vølundsgade 7 st th, 2200 Kbh N

 

 

Med kærlighed skal det lykkes

Med kærlighed har vi skrevet.

Med kærlighed har vi samlet de ord,

der kunne forsøge at beskrive den vision,

vi sammen arbejder på at virkeliggøre.

Vi har skrevet ud fra et Liv,

der er præget af møder og beslutninger.

Vi har lænet os op ad timelange

diskussioner i arbejdsgrupper og bogrupper.

Vi har tænkt på vores fælles stunder...

 

 

 

Fordi vi er mange skal det lykkes.

Fordi den næste tager over, når en trænger til hvile

Fordi vi er fælles om dette projekt.

Fordi vi tror på os selv og vores drøm.

Og fordi andre også tror på os.

Fordi vi ikke er alene om at tro på,

at ting kan gøres anderledes.

Fordi vi kan hente støtte hos andre fællesskaber,

og hos kreativt arbejdende mennesker.

if

Ejergruppen

Den massive informations-kampagne i oktober har haft en utrolig virkning. Alle boliger er nu solgt og der er tilmed en voksende venteliste.

 

Andelsgruppen

Der har været tryk på, siden kvoten pludseligt dukkede op.

Alle boligerne er solgt. Der er venteliste til de små boliger, men til gengæld er mulighed for at overtage nogle af de store.

 

Lejergruppen

Der har været enkelte ledige boliger men der er fortsat en kæmpelang venteliste at gå igang med. Kenneth Karlsson er valgt til Munkesøgårds bestyrelse og byggestyregruppen i stedet for Jesper som trængte til en pause.

 

 

Seniorgruppen

Der har også her været enkelte ledige boliger men en lang venteliste. Gruppens sociale liv er fortsat enestående.

 

Ungdomsbogruppen

Gruppen holdt julefrokost 13. december. Derudover har der været et meget konstruktivt møde mellem gruppen og Roskilde Boligselskab, specielt omkring de 1-værelses boliger. Det blev besluttet at vente med en endelig afklaring til teknikernes beregninger er kommet.

 

Økonomi

Bestyrelsen i Munkesøgård har bestemt at det fremover er de enkelte bogrupper som er ansvarlig for at folk får betalt kontingent. Der vil blive indkrævet kontingent for første halvdel af 98 i februar.

 

Navne og numre for Foreningen Munkesøgård:

(De med 'fed' markeret er i byggestyregruppen)

 

Lone Samuelsson 3834 3777 Andelsgruppen. Informationsgrp.

Aage Andersen 3120 4126 Seniorgrp. Næstformand i Munkesøgård

Kenneth Karlsson 3120 1742 Lejergruppen

Thomas Lejre 4237 3566 Ungdomsgruppen

Ann Rohde Andersen 4675 6045 Ejergruppen

Lars Levin-Jensen 4449 1211 Ejergrp. Kasserer i Munkesøgård

Ole Winther 4738 1638 Ejergrp.

Jette Hagensen 4675 6778 Lejergrp.

Mikkel Strange 3585 4960 Ungdomgrp. Informationsgrp.

Inger Foldager 4636 8419 Ejergrp.

Vibeke Konoy Lund 3585 0005 Andelgrp.

Bodil Arlif 3284 2274 Seniorgrp. Informationsgrp.

Signe Berri 4237 3566 Kontaktperson Ungdomgrp.

Jørgen Wanstrup 4632 1643 Kontaktperson Lejergrp.