Referat fra møder tirsdag d. 19/12-95

Denne dag var der møde mellem Claus og Lars og arkitektgruppen fra Den Trojanske Hest (Per og Helle, (Finn kunne ikke komme)). Bagefter skulle der have været almindeligt møde i projektgruppen hos Bjarne. Det sidste blev aflyst, idet det kun var Bjarne og Lars L-J der var mødt op!! Sløvt!!

På mødet mellem Claus og Lars og arkitektgruppen fra Den Trojanske Hest blev der vendt en række ting, som burde diskuteres på det næste møde i projektgruppen nu den 9/1. De følgende punkter er kort resumeret.

Materialer: Vægge/mure. Arkitekterne havde haft nogle foredrag om ler/jord som byggemateriale til vægge. De havde desuden set videoen "At bygge med Ler", som kan lånes på Byggeriets Studiearkiv. De foreslog at vi på et tidspunkt låner denne. De var meget begejstrede for de muligheder stampet jord og ubrændte lersten giver. Claus og jeg bekræftede, at vi er interesserede i at bygge i dette materiale eller noget lignende, og arkitekterne vil derfor arbejde videre med dette fremover. Vi diskuterede kort isolering (der kan laves hulmur), overfladebeskyttelse (træ udvendigt, træ/natur/kalk/maling indvendigt), samt at man evt. kan kombinere med brændte mursten omkring dør/vindues-åbninger.

Tagmateriale. Vi snakkede også om tagmateriale. Her er der endnu ingen gode bud på hvad det skal være. Vi snakkede om tegl, strå, træspåner (som på gl. vindmøller), tagpap. Der var enighed om, at metaltag ikke kan komme på tale.

Bebyggelsesplan: Zoneopdeling. Der skal være både en 'privat-zone' og en 'fælles-zone', såvel udenfor som indenfor. Der skal være et lille jordlod umiddelbart i forbindelse med hver hver bolig, som kan anvendes til privat prydhave.

Kælder. Det er uklart om vi skal have kælder under bebyggelsen. Kælderen som opbevaringsplads kan løses ad anden vej. At bygge kældre betyder anvendelse af beton i større mængder. Vi skal således diskutere om vi har et behov for kælderrum.

Parkering. Skal parkering af de absolut uøkologiske privatbiler være inde i bebyggelsen eller udenfor. Vores bud er udenfor, dvs. så man kan komme til at gå et stykke (<100 m) fra sin parkerede dårlige samvittighed til sit hjem. Der bygges ikke garager, men disse kan jo bygges senere. Der skal være en form for redskabsskur/cykelopbevaring til hver bolig.

Energi: Solceller. Arkitekterne er kommet til den konklusion, at solceller ikke er rentable som samlet energileverance på nuværende tidspunkt, men det vil sikkert inden for de kommende 10 år blive en attraktiv løsning. Dette må således gerne tænkes med i bebyggelsen, således at disse senere kan integreres i bygningerne. Claus og jeg mente dog, at man godt kan overveje solceller til specielle anvendelser (fx til at drive udsugning fra toiletter, eller til at drive pumperne til solvarmeanlægget).

Solvarme. Det er helt klart at der skal være aktiv og/eller passiv solvarme. Om det skal være et centralt anlæg for hele bebyggelsen eller det skal være et antal decentrale anlæg for hver bo-gruppe må klarlægges. Vi var enige om, at opvarmningen ville være rar at have som gulvvarme, da det giver et behageligt indeklima.

Ventilation. Vi skal være meget opmærksom på ventilation, idet det er vigtigt for indeklimaet. Dette skal tænkes med i den samlede energiløsning, idet forceret ventilation kræver energi.

Beplantning: Der var nogle spørgsmål omkring beplantningen på udenomsarealerne:

* Skal vi have skov/vild natur, have eller parklignende omkring bygningerne, og hvor skal grænsen mellem de forskellige beplantningsformer gå (tæt ved husene, ved skellet eller ..)?

* Skal det planlagte stoppe ved den private have, eller hvor starter det planlagte? Med andre ord: Skal der være regler for hvad der må laves i de private prydhaver?

Vaskeri: Skal der være fællesvaskeri eller skal folk have hver deres vaskemaskine? Skal vi forberede plads til vaskemaskiner i de enkelte boliger? Skal der være regnvandsopsamling til vaskemaskinerne? Skal der være tørretumblere? Skal der være indendørs eller overdækket tørreplads?

Disse ting skal vi som nævnt diskutere på næste møde, således at vi er mere afklarede til næste møde med arkitekterne onsdag d. 10/1 kl 16.30 hos Claus.

Alle medlemmer, aktive som passive, ønskes et rigtigt godt nytår. Lad os håbe at vores visioner kommer et stort skridt fremad i det kommende år. For at dette kan ske er det nødvendigt med engagement fra så mange som muligt. Alle kan bidrage, og intet kommer af ingenting. Klø så på!!!

Kærlig hilsen Lars L-J

NÆSTE MØDER

Næste møde tirsdag d. 9. januar 1996 kl. 19.00 hos Lars og Anna Levin-Jensen

Adresse: Bondehavevej 20, 1.th, 2880 Bagsværd (ca. 10 min. gang fra Bagsværd St.), tlf 4449 1211

Næste møde derefter tirsdag d. 23. januar 1996 hos ??????

tirsdag d. 6. februar 1996

tirsdag d. 20. februar 1996